| Af Helle Bøving |
©
Kinesiologiforeningen Touch for Health og forfatteren |
Igennem sommeren har
jeg blandt andet og uafhængigt af hinanden afbalanceret tre
teenagedrenge ved hjælp af Touch for Health, dvs. med
kropsafbalancering. De havde som udgangspunkt hver især nogle smerter i
henholdsvis ryg og fødder, den ene ligeledes bihulebetændelse, men var
ellers alle i god form, aktive sportsudøvere og helt almindelige unge
mennesker.
Fælles for arbejdet med
dem var imidlertid, at det undervejs i afbalanceringen gik op for mig,
hvor ofte de hver især holdt vejret under testen. Det fik mig til at
spørge, om det tit var noget de kom til - at holde vejret. Og det viste
sig - til stor forundrig for dem selv også - at de faktisk alle tre ofte
tog sig i at slippe vejret (nærmest som et suk) efter at have holdt det.
For alle tre drenges vedkommende viste det sig ovenikøbet, at heri lå
nøglen til problemets løsning: Vejrtrækningen.
Idet vi ånder ind og
ud, trækker vi som bekendt ilt ind i lungerne og sender kuldioxid retur
derfra, men der sker meget mere end det. Vi tager simpelthen hele livet
ind.
Man kan sige, at vi på
en indånding modtager livet, som det nu er på godt og ondt, og at vi på
en udånding giver slip på det, vi ikke kan bruge. Altså en 'tagen imod'
og 'given slip'.
Det er jo meget
naturligt og ganske ligetil, hvis altså bare vi gør det!
De før omtalte tre unge
mænd havde alle en tilbøjelighed til at holde vejret. Og hvad betyder så
det?
Vi holder vejret, når
vi anstrenger os. Når vi skal løfte noget tungt eller lægge arm med en
anden, holder vi vejret og får mere styrke og kraft. Det virker. Vi kan
præstere mere, når vi holder vejret.
Når man går til
fødselsforberedelse, lærer man om vejrtrækningens betydning og om,
hvordan man selv kan hjælpe til under fødslen ved hhv. at puste ud og
holde vejret på de rigtige tidspunkter for afslapning og spænding. Der
ligger megen hjælp at hente heri.
Så det er godt at være
bevidst om.
Men hvorfor er tre unge
drenge tilbøjelige til at holde vejret i hverdagen, og hvilken
indflydelse havde det på deres velbefindende?
De nåede hver især frem
til en erkendelse af, at der faktisk er vældig meget, man skal forholde
sig til og leve op til i hverdagen. Der er mange forventninger til
udseende, væremåde, præstationer. Der er mange bekymringer om det, der
sker, både med een selv og med andre, og det kan føles nødvendigt hele
tiden at have kontrol med situationen - og så kommer man til at holde
vejret. Man vejrer. Hvad sker der lige her, hvad ville være godt her,
hvordan er det lige jeg skal agere her osv osv.
Energimæssigt sker der
det, når vi holder vejret, at vi stopper det flow, der helst skal være
hele tiden. Meridiansystemet er et ubrudt system, der flyder støt og
roligt i sin egne cyklus dag og nat. Der sker hele tiden en udveksling
af energi, af stoffer, af væsker osv i kroppen. Der tages næring ind i
form af ilt og mad, der skilles ud, sorteres fra, der trækkes sammen og
udvides. I hver eneste celle diffunderer stoffer og væsker ind og ud.
Hele tiden sker der et under af processer, som alle holdes igang af
livsenergien - vejrtrækningen. Hjerterytmen, pulsen, kredsløbet og alt
afhænger af åndedrættets rytme.
Når vi løber en tur og
trækker vejret hurtigere og dybere, øger vi udvekslingen i kroppen. Vi
sætter fart i processerne og får hurtigere udskilt affald og integreret
de gode ting.
Når vi til gengæld
holder vejret, sætter vi udvekslingen på 'pause'. Så vi stopper
processerne. Selvom det kun er for en kort stund (indtil kroppens
reflekser overtager indåndingen) er det uhensigtsmæssigt. Vi afbryder
det rolige flow og ødelægger rytmen i kroppen, hvilket giver ubalancer.
Hos den ene af drengene
fandt vi ud af, at når han holdt vejret (fordi han er opmærksom på og
bekymret for sine omgivelsers handlinger og reaktioner), blev der
overenergi i galdeblæremeridianen, og energien faldt derefter i milt- og
blæremeridianen. Hans smerter i fødderne hang sammen med underenergi i
Peroneus (til blæremeridianen), som ofte kunne hjælpes med massage
(formodentlig af udspring-hæfte-stederne).
Som kinesiolog kan jeg
glæde mig over at se sammenhængen og meningen i, at alt hænger sammen.
Men jeg kan også se enorm udfordring i at få kommunikeret denne
sammenhæng ud til alle, både børn og voksne.
Vi har virkelig en
opgave i at videregive den viden om helhed og indbyrdes sammenhæng i
alle livets genvordigheder. Og hvorfor ikke starte med det vigtigste af
alt - åndedrættet.
Husk at puste ud.
Kroppen skal nok selv tage ny luft ind. Koncentrer dig om udåndingen.
Pust ud - slip
kontrollen - lad bekymringerne være (ofte ordner de sig selv).
Se mod Solen. Ånd
sollyset ind. Lad det lyse igennem din krop, dine følelser og tanker.
Pust ud. Lad
åndedrættet skabe sin egen rytme. Ind og ud. Ud og ind.
Pust ud. Ånd Solens Lys
ind. Sollyset skaber liv. Tag livet ind. |