| Af
Helle Bøving |
©
Kinesiologiforeningen Touch for Health og forfatteren |
I
Touch for Health arbejder vi som bekendt med energien i meridiansystemet
via muskeltesten. Vi tester musklernes tonus med henblik på at aflæse,
hvorvidt energien flyder til musklen eller ej.
Når
en muskel ikke besidder energi nok til at holde en spænding under en
test, hvor vi belaster den, ser vi det som udtryk for, at energien i den
meridian, der skulle tilføre musklen energi, ikke flyder balanceret. Vi
siger, at pågældende meridianenergi er i ubalance.
Hvis
for eksempel miltmeridianens energi er i ubalance, kunne man
så tro, at milten som organ også er i ubalance og mindre
funktionsdygtig. Omvendt kunne man tro, at problemer i for
eksempel milten altid vil skyldes en ubalance i miltmeridianen.
Begge ræsonnementer er imidlertid fejlagtige og udtryk for misforstået
og forhastet konklusion, hvilket kræver en grundigere forklaring.
I
den vestlige verdens forståelse af krop og sundhed tages som oftest
udgangspunkt i organernes fysiske og synlige funktion. Man ser et organ
som en mekanisk struktur, der kan forstås ved anatomisk at dissekere og
iagttage de faktiske processer i organet. Organets anatomi og
fysiologiske definition er altså central for forståelsen. Man fokuserer
på de faktiske fysiske processer, der værdisættes og måles ved hjælp af
eksempelvis tal og kurver.
I
den ældgamle kinesiske filosofi derimod ser man organer som metaforer,
dvs. symboler, der hver især symbolsk repræsenterer en bestemt funktion,
dvs. en bestemt type energi i kroppen. Organerne er fænomener, der
udtrykker funktionens energi. Energifunktionen skaber det fysiske
organ. Funktionen og dennes drivkraft, energien er altså i
centrum. Organets faktiske mekanisme vil ikke være interessant i sig
selv, men vil værdisættes igennem en holistisk forståelse af
organfunktionernes symbolske betydning.
I
Touch for Health deler vi den kinesiske filosofi’ s holistiske og
symbolske forståelse.
De
forskellige former for energi, dvs. organmeridianfunktionerne, er
universelle og findes på alle planer. Hvad enten de er modtagende,
dissekerende, bearbejdende, optagende, rensende eller udskillende,
findes de i det enkelte menneske, i den enkelte celle og i universet som
helhed. Hver eneste energitype er en del af en større helhed og kan kun
anskues i sammenhæng med denne helhed og med helhedens andre dele.
Vi
fokuserer derfor på helheden og den symbolske forståelse af meridianerne
og de organer, de giver energi til. Vi er orienteret imod energien og
ikke imod organernes fysiske og målbare funktion. Når vi tester et
menneske med en bestemt sygdom, er vores hensigt derfor i første omgang
ikke nødvendigvis at ’fjerne’ symptomet eller sygdommen som sådan.
Snarere at afbalancere energien i meridianerne og sætte gang i
meridiankredsløbet og dermed kroppens egen iboende evne til at helbrede
sig selv. Symptomet eller sygdommen kommer nemlig ikke altid til udtryk
lige der, hvor energien er i ubalance.
En
nedsat leverfunktion kan for eksempel meget vel skyldes andre
energiubalancer end levermeridianens ubalance. En dårlig fod pga.
ubalance i blæremeridianenergien og de dertil hørende muskler i
underbenet, kan eksempelvis forplante sig via blæremeridianenergien i
alle andre celler, også leverorganets celler, og komme til udtryk der
som en nedsat cellefunktion, der lige her påvirker leverens
organfunktion negativt.
Tilsvarende kan en kinesiologisk afbalancering af kroppens
blæremeridianenergi forplante sig ud i systemet og virke helende på en
eksempelvis dårligt fungerende blæremeridianenergi i alle de små
celler, også i organer som tyndtarm eller lever, der således vil blive
løftet energimæssigt og evt. fungere bedre.
Meridiansystemets stadigt flydende energistrøm binder alle organer og
væv sammen i et meget indviklet og komplekst system, som påvirkes af den
mindste ting – både positivt og negativt. Som i det store, således i det
små. Og omvendt.
Vi
vil med fokus på energien altid forsøge at anskueliggøre, hvor der måtte
være et manglende flow i systemet som helhed og derfra arbejde symbolsk
med sammenhængen imellem personens generelle liv og den energimæssige
symbolske betydning. Den symbolske betydning af den nedsatte
meridianfunktion kan ofte overføres til situationer i hverdagen og
bruges som en anledning til at fokusere anderledes i livet med større
energibalance til følge.
Ubalance på galdeblæremeridianen kan således forstås som ubalance i den
energi, der har til opgave at splitte store enheder/problemer op i små
enheder/mindre problemer (galdens sekret skal jo netop medvirke til
opløsning af store fedtpartikler til mindre fedtpartikler). Så personen
kan måske overføre denne ubalance/dette tema til sin dagligdag og se en
sammenhæng, der måtte give mening og derved medvirke til afbalancering
af energien.
Når
først vi har opnået et flow i energisystemet, er helingen i gang og
kroppen kan selv tage over og finde sin balance. |